Hvilken gavn skal det gøre?
Jeg skriver.
Jeg skriver digte, når jeg gerne vil af med en følelse, en tanke, noget der presser sig på, noget jeg absolut må have ned på papir.
Jeg gør det, fordi jeg synes, det er sjovt, og fordi jeg ikke kan lade være faktisk. Det har jeg gjort i mange år, men jeg havde ikke vist dem til nogen. Det var der en grund til.
Da jeg var en lille pige, måske 11 år, var jeg overbevist om, at jeg ville være forfatter. Min mor havde fortalt historier for mig og mine søskende altid, så jeg tænkte, at når hun kunne, så kunne jeg nok også. Desuden havde jeg flere gange læst min første bog ‘Musebogen’ om musene i Nøddebo Præstegård. En dag var mine forældre optaget af noget arbejde og sad ved køkkenbordet, hvor der var kaffe på kanden og cigaretter nok til at komme igennem hele aftenen. De var i gang med det månedlige regnskab, optælling af timer for det arbejde, der var udført i deres autoværksted. Det var som regel slidsomt for dem, og det var tydeligvis ikke et arbejde, de var vilde med.
Den aften besluttede jeg, at jeg ville være forfatter. Udstyret med et helt nyt kladdehæfte, en nyspidset blyant, en blyantspidser, et viskelæder og en klippefast tro på, at jeg skulle fylde kladdehæftet med store fortællinger, satte jeg mig ind i den kolde spisestue, hvor vi kun kom, når der var gæster. Jeg gik i gang. jeg var i flow, og langsomt fyldtes en side med begyndelsen på en spændende musehistorie. Jeg var ærlig talt stolt af min præstation, så jeg ville med det samme vise mine forældre, at jeg var godt på vej.
Døren til køkkenet var lukket. og bølgerne gik højt med diskussioner om antallet af timer, priser osv., men jeg gik alligevel ud i køkkenet og insisterede på, at de skulle se, hvad jeg havde skrevet. Vrissende tog min mor kladdehæftet op og læste lynhurtigt den lille indledning, jeg havde nedfældet på papiret. Ikke meget, men dog en begyndelse.
Da hun havde læst det, rakte hun mig distræt hæftet igen, og sagde: “Sikke noget pjat. Det er jo ikke noget særligt.”
Der brast forfatterdrømmen i et splitsekund.
Modfalden gik jeg tilbage i spisestuen, der nu forekom endnu koldere end før. Jeg gik i stå, kunne ikke skrive mere. Der kom ingen historie. Kladdehæftet blev lagt væk, og jeg skrev ikke videre på historien. Det var jo alligevel ikke noget særligt, og det var også bare noget pjat, at jeg troede, man bare lige sådan uden videre kunne blive forfatter. Det var forbeholdt de kloge og folk, som havde læst meget i mange år. Jeg havde heller aldrig hørt om andre børn med den slags ambitioner, og dermed lagde jeg den tanke væk.
Min mor var ikke ond, jeg afbrød hende bare på et forkert tidspunkt.

Jeg fik pennevenner, skrev lange breve fra jeg var 12- 17 år gammel, og da jeg i 1972-1923 var au pair-pige i huset hos en familie i Californien, blev jeg ret god til at skrive lange breve hjem til familie, venner og bekendte.
Jeg havde klaret mig godt i skolen, elskede at skrive stile og kunne altid finde på noget at skrive, så jeg fik gode karakterer. Mere var der ikke i det. I gymnasiet klarede jeg det også godt, men jeg holdt mig til at løse opgaverne og glemte, at jeg engang havde drømt om ‘at skrive’. Da jeg uddannede mig som folkeskolelærer gik det fint med at aflevere skriftlige opgaver, og som lærer har jeg aldrig haft problemer med at skrive breve til forældrene, rapporter osv.

Som voksen begyndte jeg at skrive digte, fordi det var en god måde at lege med ord men først og fremmest en måde at udtrykke mine følelser og tanker på. Som nævnt viste jeg dem aldrig til nogen. Men i 2016 var jeg så heldig at komme i godt selskab med to forfattere i en lille gruppe, hvor vi udvekslede tekster. Jeg tog jeg mod til mig og viste nogle af mine gamle og nyskrevne digte til dem, og de foreslog, at jeg skulle udgive dem.
Jeg blev meget forbavset over deres reaktion, at de syntes, det var gode digte. Det var jo ikke noget særligt, syntes jeg.
Min ene veninde gik endda så langt, at hun forærede mig en flot fyldepen: ‘Den skal du bruge, når du skal signere bøger!’ sagde hun. På det tidspunkt havde jeg ingen anelse om, at jeg skulle kalde mig selv forfatter.

Dog tog jeg mig sammen og fik digtene udgivet i en samling, jeg kaldte ‘Blå måne skinner hvidt lys’. Den blev godt modtaget, har solgt godt og kan stadig købes. Jeg valgte at blive selvudgiver, fordi det var en hurtig løsning og jeg selv kunne styre processen.
Der kom flere digte, og i år har jeg udgivet digtsamlingen ‘Fløjtende ligegyldige bekymringer’, som også vækker glæde hos læserne. Emnet er alvorligt, men jeg forsøger at skrive med et blink i pennen, for livet er trods alt nemmere, når man ikke dykker ned i bekymringerne men i stedet tror på det bedste.
I februar 2020 udkommer en bog, som har været undervejs siden 2001 om et liv som barnløs. Vi kalder bogen ‘Det sidste led – et liv uden børn’, fordi den handler om at være sidste led i en slægt, også selv om man har søskende. Der er interviews med personer, som af forskellige årsager ikke har børn.

Men hvad skal det nytte?
Jeg har mange idéer til, hvad jeg gerne vil skrive, bøger jeg vil udgive, essays og noveller, men jeg får det ikke gjort. Hele tiden har jeg haft i baghovedet, at ‘det skal være noget særligt’, det skal være nyttigt og kunne bruges af andre. Det er irrationelt, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg havde det sådan, når jeg selv elskede at læse både skøn- og faglitteratur. Når jeg skrev, var det derfor med en vis tøven og undren over, om det nu også gjorde nytte.
Men så forleden talte jeg med en god kollega i telefonen, og der fik jeg en aha-oplevelse, som gav ny energi og satte noget på plads i mit hoved.
En ting er den barndomserindring, som begrænsede mig i mange år, men det var ikke kernen i min tøven, og den var jeg for længst kommet over.
Da jeg luftede min frustration for min kollega, sagde han: ‘Der er forskel på at arbejde som pædagog og at være kunstner. En pædagog arbejder ud fra en målsætning, men kunstneren er nysgerrig og søgende. Vi ser, hvad der sker. Der er ikke altid et mål men i stedet en undersøgende tilgang.’
Dette er lidt firkantet forklaret og kan nok nuanceres mere, men det gik op for mig, at jeg ‘altid’ har tænkt, at hvis jeg skal skrive, så skal det gøre nytte, det skal ‘være noget’.  Sådan har jeg også tænkt, når jeg mærkede lyst til at male eller på andre måder være kreativ.

Efter samtalen med min kollega indså jeg, at jeg hele tiden havde tænkt ‘forkert’ om det med at skrive og være kreativ. Men det var sådan jeg var opdraget igennem barndommen og uddannelser. Jeg følte, at hans ord satte mig fri. Fri til at gøre lige hvad jeg har lyst til uden tanke på, om det skal gøre nytte for nogen.
Så nu satser jeg på, at jeg frit kommer til at skrive mere i det kommende år, og hvis nogen kan lide det, så er det fint med mig. Jeg vil blive ved med at give udtryk for det, der presser sig på, og jeg er sikker på, at der nok skal komme mere gang i fantasien, og flere historier vil dukke op.
Og jeg vil glæde mig til at dele mine erfaringer med mine kursister igennem de kurser, der allerede er programsat til det kommende år.
2020 bliver et godt skriveår.

Fyldepennen er blevet symbol på, at tro og opbakning fra andre er godt og nødvendigt. Men det kræver også handling og mod til at gøre noget uden at have et bestemt mål med det. Så fremover vil jeg skrive for sjov, når jeg har lyst.

21.12.2019