Min mand, Leif, døde den 24. maj 2009
Jeg har valgt at dele den historie, jeg skrev kort tid efter:

Søndag d. 24. maj 2009 var vores bryllupsdag. Leif og jeg havde været gift i 19 år og været sammen i 23 år.

Jeg havde glædet mig meget til den dag. Jeg havde købt en flaske ekstra dyr champagne til at fejre dagen med Og jeg havde fundet nogle gode cd’er frem med rolig musik til at spille i løbet af dagen for at skabe en god stemning.
Jeg havde også besluttet, at vi skulle være alene. Bare ham og jeg.

I dagene op til bryllupsdagen tænkte jeg meget på vores op- og nedture i de seneste år.
De første 7 år havde været helt fantastiske, nærmest som jeg svævede på en sky. Nogle gange måtte jeg knibe mig selv i armen for at være sikker på, at det ikke var noget, jeg drømte…. Og det er altså ikke noget, jeg finder på, det VAR sådan.
Men i de senere år havde han ændret personlighed. Han havde ingen energi, og han sad meget og så fjernsyn. Det gjorde ham lidt svær at leve sammen med i forhold til før, så jeg overvejede faktisk ind imellem at flytte fra ham.

Året før havde jeg valgt at holde orlov fra mit arbejde og tage til England på kursus i tre måneder. Det vil give os en pause fra hinanden og masser af tid til at tænke. Inden jeg tog af sted, bad jeg ham om at tænke over, hvad han ville med sit liv, så han var afklaret, når jeg kom hjem.

Da jeg havde været i England i tre uger, ringede han og fortalte, at han havde kræft i sin bugspytkirtel. Han var næsten lige kommet fra lægen, og lægen havde sagt til ham, at han nok ikke skulle planlægge ret langt ud i fremtiden.
Han sagde, at han også selv troede, at han var på vej væk herfra, fordi han allerede havde tjekket overlevelsesstatistikken på internettet. I samme ombæring sagde han: ’Uanset hvad der sker, så har jeg haft et godt liv. Jeg fortryder ikke noget.’

…

Det var 8 måneder siden, og nu var det så blevet vores bryllupsdag.
Leif lå i vores stue i en hospitalsseng, som vi havde lånt fra kommunen. Den fyldte næsten hele den lille stue. Jeg havde flyttet rundt på møblerne, så den kunne være der. Det var nemlig vigtigt, at plejepersonalet fra kommunen kunne komme til omkring ham, når de kom på besøg 4 gange i døgnet.

Selv om jeg vidste, han var døende, var der alligevel mange ting, der ikke rigtigt var gået op for mig. For eksempel spurgte jeg en sygeplejerske, om han ikke skulle have et drop med væske, når han ikke drak noget. Hun svarede bare, at det gjorde man ikke, for kroppen kunne alligevel ikke optage det. Jeg sagde bare ’nå!’

Det blæste udenfor, og selv om det var en dejlig forårsmajdag, havde jeg trukket gardinerne for, for at skåne ham for lyset og blikke udefra
Hele dagen gik jeg lidt ved siden af mig selv, kun afbrudt af plejepersonalet fra kommunen, der kom hver 6. time som sædvanligt.
Leif lå helt stille. Han havde ikke sagt noget i nogle dage, og jeg havde ikke rigtigt kontakt med ham mere. Han lå bare der og trak vejret tungt og regelmæssigt. Der var en underlig stemning i stuen, fordi han var der, og han var der ikke på samme tid.

Jeg tænkte, at det alligevel var en trist måde at holde bryllupsdag på. Men jeg var glad for, at jeg var alene med ham.

Hen under aften lagde vinden sig, og der blev endnu mere stille overalt! Understreges, vigtigt

Jeg spiste lidt aftensmad, men nu kan slet ikke huske, hvad jeg spiste.

Da klokken var tæt på 8 om aftenen, ringede det pludselig på døren. Jeg blev forskrækket og lidt irriteret, for vores hunde plejede at reagere på dørklokken ved at fare op og løbe rundt. Plejepersonalet gik som regel bare ind uden at banke på.

Til min store overraskelse stod min veninde på trappen. ’Jeg fik besked på, at jeg skulle komme, sagde hun med et stort smil.
’Jamen så kom indenfor’, svarede jeg, og gik ud i køkkenet for at sætte vand over til te.
Hun kom ind, og vi blev enige om, at vi nok begge trængte til en kop kaffe. Jeg havde ikke drukket kaffe i mere end ti år, men nu skulle det altså være.

Vi satte os ind i stuen i hver sin ende af sofaen. Han lå ved siden af og trak vejret tungt og regelmæssigt, som han hele tiden havde gjort.
Vi snakkede tøsesnak, og det var rigtig hyggeligt. Vi hviskede sammen. Hvordan ville det blive at være alene igen. Det var længe siden, vi havde haft et samliv, og det savnede jeg. Hvordan skulle det mon gå, når han ikke var der mere? Jeg sagde for sjov, at jeg ville overveje at få en hel flok af elskere, fordi det var så længe siden efterhånden. Det grinede vi af.

Noget tid senere ringede det på døren igen, og det var naboen. Da han så ham ligge der helt stille i sengen, udbrød han: ’Nej, ligger han stadig sådan.. Er der ikke sket noget endnu?’

Det var der jo ikke. Mens vi stod der, udbrød min veninde pludseligt: ’Nu skifter han farve.’

Jeg vendte mig for at kigge, og ganske rigtigt, han blev nærmest helt grøn at se på.
’Så skal vi heale ham’, sagde jeg. Jeg åbnede vinduet for at få lidt frisk luft ind i rummet. Jeg bad dem om at gå på den modsatte side af sengen, og så holdt vi vores hænder hen over ham uden at røre ham.
Vi kunne tydeligt mærke, at der næsten ikke var nogen energi tilbage i ham. Hans ben var helt ’tomme’, en underlig fornemmelse, og kun omkring hjertet og hovedet virkede det, som om der stadig var liv. Jeg fik kigget på naboen, og han så meget besværet ud. Jeg kom i tanker om, at han havde problemer med sin skulder, så det var anstrengende for ham at stå sådan med hænderne.

Alle mulige tanker for igennem mit hoved på samme tid. Jeg havde ønsket mig at være alene med ham, når han skulle dø, og nu stod jeg her med to dejlige mennesker, som jeg holder af, og det føltes alligevel i orden. Eller gjorde det? Jeg var i tvivl om, hvordan jeg havde det.
Jeg havde også hørt, at man helst ikke skal røre ved folk, når de dør, for ikke at vække deres sanser. Jeg havde en dyb længsel efter at tage hans hånd, men han havde selv mange gange sagt, at han ikke kunne lide at blive rørt ved, så jeg valgte at respektere ham, selv om jeg ikke vidste, hvordan han havde det nu.

Pludselig kom der en kraftig vind udefra, der blæste gardinet vandret ind i stuen.
’Kan du se englen? sagde min veninde og kiggede hen i hjørnet.
’Nej’, sagde jeg, ’jeg kan ikke se engle.’ Jeg kunne tydeligt mærke, at der var noget usædvanligt i rummet, men det føltes lidt underligt at tro, at det ligefrem skulle være en engel. Jeg ved jo ikke engang, om der findes engle.

Stille og roligt ændrede hans vejrtrækning sig, og efterhånden lød den helt normal, som en lille baby, der sover.

Igen kom der et kraftigt vindpust, og gardinet blæste igen vandret ind i stuen.
Han slappede helt af, blev glat i ansigtet, og efter lidt tid tog han et par dybe åndedrag, nærmest som et dybt suk.

Og så stoppede hans vejrtrækning.

I det samme gik døren op, og ind trådte sygeplejersken, som med et professionelt udtryk sagde: ’Nå, så er det nu.’

Lidt efter foreslog han, at han kunne komme tilbage om en halv time. Så gik han.

Min veninde og naboen var gået ud i køkkenet, så jeg kunne være alene med Leif.
Jeg kiggede på ham, og det var helt tydeligt for mig, at det nu bare var en krop, der lå der i sengen. Der var ingen sjæl, livet var forsvundet.
Han var taget væk herfra.

Jeg kontaktede hans familie, som kom på besøg og først længe efter midnat blev der igen ro i huset.
Jeg valgte at sove på sofaen i stuen sammen med ham den sidste nat.