I 2011 blev jeg af historiefortælleren Ulf Ärnström bedt om at fortælle om tilblivelsen af min historie om Marie Grubbe.
Det kom der følgende ud af.

Hvem: Marianne Christensen, født 1954. Bor i Vordingborg på Sydsjælland i Danmark.
Hvad: Uddannet lærer, coach og fortæller

I forrige århundrede var jeg i mange år aktiv skuespiller på den lokale amatørscene. I slutningen af 90’erne mødte jeg det mundtlige fortællermiljø via et kursus på Nordens Folkelige Akademi (NFA) i Gøteborg. Jeg deltog i et kursus hos Ulf Ärnström på Nordisk Fortælleseminar i Randers i 2001, og siden da har jeg været aktiv som fortæller, arrangør af kurser/festivaler/seminarer og som underviser omkring fortælling.

Helt praktisk valgte jeg dengang at droppe skuespil- og teaterarbejde til fordel for fortællingerne, fordi det var nemmere at planlægge arrangementer med mig selv end med en hel gruppe.
Den væsentligste grund var dog, at jeg gennem fortællingerne fandt et medie, som kunne nå publikum på en mere direkte måde end skuespillet.
Som fortæller følte jeg mig mere nøgen og mere autentisk. Det var meget provokerende og udfordrende, men den direkte kontakt med publikum, øjenkontakten og samspillet var en stor gave.

Fra kurset med Ulf i 2001 husker jeg, at jeg netop var begyndt at arbejde med min fortælling om den danske adelsfrøken Marie Grubbe (1643-1717). Hun var født rig men døde fattig. MG blev kendt for, at hun var sine 2 første mænd utro, og efter to skilsmisser endte hun med at leve et skandaløst liv sammen med en tjenestekarl fra gården, hvor hun var frue. Hun er efterhånden godt beskrevet i både skøn- og faglitteratur.

Dengang var jeg meget ydmyg og nærmest bange for opgaven, men fast besluttet på at få en forestilling ud af det. Jeg kunne ikke finde ud af, hvorfor jeg ville fortælle historien, og hvad jeg skulle lære af den. Ulf var så elskværdig at give mig en ekstra samtale, og efter den havde jeg fået mere selvtillid og en stærk tro på, at det nok skulle lykkes at skabe en fortælling ud fra den viden, jeg allerede havde om hende. Jeg havde læst om hende i et års tid, kontaktet biblioteker, lokalhistoriske arkiver og surfet på nettet. Jeg følte mig hjemme i hendes historie. Desuden havde jeg talt med mange mennesker om, hvad hendes historie betød for dem. Folk fik ofte et lidt drømmende udtryk i øjnene, når de talte om hende, hun fremstod som en slags heltinde for mange. Sådan oplevede jeg hende ikke, men det pirrede blot min nysgerrighed yderlige, så gennem disse samtaler blev jeg bestyrket i, at jeg skulle gå videre med historien.

Men jeg manglede en form. Skulle jeg vælge en kronologisk fortælling, eller hvordan skulle jeg gribe det an? Der var mange små historier i den store fortælling, så det var svært at finde et fokus.

I marts 2002 holdt jeg en prøvefortælling for et indbudt publikum, og selv om jeg fik meget ros og opmuntring, var jeg ikke helt tilfreds selv. Formen var for stiv, billederne var ikke tydelige, der manglede flow.

Næsten et år senere var jeg så privilegeret, at jeg fik et stipendium af Nordisk Ministerråd til at bruge tre uger på NFA, hvor jeg kunne fordybe mig i hendes historie ved at bruge biblioteket og arbejde uforstyrret med udsigt ud over Götakanalen.
Her oplevede jeg endelig et gennembrud, idet jeg en aften lige før søvnen fik lavet en begyndelsessætning, og straks derefter kom formen.
Det var virkelig en stor lettelse efter to års research, mange meditationer og refleksioner endelig at føle, at jeg kunne komme videre. Hele indledningen til historien blev skrevet ned i min notesbog, og hvor jeg før havde haft svært ved at falde i søvn, så var jeg nu lysvågen og bare skrev og skrev det halve af natten til min kuglepen glødede.
Lige netop den aften havde jeg siddet i biblioteket mellem støvede bøger i den bløde sofa på NFA i en intens samtale med en kvinde fra Ungarn, som havde fortalt mig sin livshistorie. Hun fortalte om, hvordan hun havde kæmpet for at skabe et universitet i sin hjemby, hvor der blev fokuseret på bæredygtig udvikling. Hun kæmpede imod alle odds, men hun gjorde det med glæde og med en overbevisning om, at hun gjorde en forskel i verden. Jeg var dybt bevæget efter samtalen, for jeg havde netop oplevet, at når man kæmper fra hjertet med kærlighed i stedet for med vrede, så kan man nå langt.
Det var et tema, jeg gerne ville formidle som fortæller. Det kunne jeg bare ikke sætte ord på dengang, så jeg måtte stole på min mavefornemmelse.

Den ungarske kvindes historie kan slet ikke sammenlignes med Marie Grubbes, men jeg så til en vis grad en parallel til MGs historie, fordi hun i sidste ende valgte at følge sit hjerte, selv om det fik store konsekvenser for hendes liv og omdømme. Den ungarske kvinde fik succes, Marie mistede sine venner, blev fattig og levede med en mand, som slog hende, drak og på et tidspunkt også skød en anden mand.
Den bagvedliggende fortælling var dog den samme. De var drevet af kærlighed, af en sag de brændte for. Passion og lidenskab var deres fællesnævnere.

[1711 möter den unge upplysningsfilosofen Ludvig Holberg, på flykt från pesten i Köpenhamn, Marie Grubbe som då är 68 år]

Jeg bruger stadig den samme sætning som begyndelse, men historien har forandret sig mange gange i løbet af de 9 år, jeg har fortalt den for mere end 2000 lyttere. Desuden udvikler fortællingen sig forskelligt fra gang til gang, afhængigt af publikum. Jeg har stof til mere end den time, fortællingen kan vare, så ofte fortæller jeg videre, når lytterne stiller spørgsmål bagefter.

Gennem mit arbejde med historien har jeg lært,
– at grundig research og benhård disciplin er nødvendig for at opnå friheden til at fortælle fra hjertet
– at når jeg kan se billederne i historien, så kan lytterne også
– at de ting, der bevæger mig, også bevæger mit publikum. Vi er ikke adskilte.

I aften (2.2.11) fortalte jeg historien for et lille publikum på 19 lyttere. De var meget koncentrerede og stillede mange spørgsmål bagefter, selv om der var hundekoldt og meget støj fra andre på skolen. Da jeg spurgte dem, hvad der fascinerede dem ved Marie Grubbes historie, svarede de næsten alle: ”Hun fulgte sit hjerte, det var modigt.”

Jeg kan til overflod genkende stædigheden, ensomheden, smerten ved at miste, eventyrlysten og trangen til at leve mit liv, som jeg vil have det.

Måske var der derfor, jeg skulle fortælle hendes historie. For at lære lidenskaben at kende, for at følge mit hjerte og stå ved, at jeg har valgt den vej, jeg nu går.

Opdatering d. 18.4.2022:
Siden dengang har jeg fortalt historien mange gange, og i august 2022 fortæller jeg den på Tjele, hvor hun blev født.